

Allan Thomsen
Erhverv
Valgområde: København og Nordsjælland
Valgår: 2022-2026
Titel: Advokat (H), Hansen Thomsen Birkenfeldt
Uddannelse: Advokat
Email: at@htbadvokater.dk
Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?
Det danske realkreditsystem er enestående, og Nykredit som medlemsejet spiller en ganske særlig rolle i at fastholde realkreditfinansiering som en prisbillig finansiering som er tilgængelig for alle.
I de mere end 40 år jeg har virket som advokat har utallige af mine klienter haft glæde af realkreditfinansiering. Mange projekter var aldrig blevet realiseret, hvis ikke der havde været tilgængelig, forudsigelig og prisbillig realkredit til rådighed.
Jeg har været medlem af repræsentantskabet i ca. 25 år og har derfor god indsigt i hvad opgaven kræver.
Hvad er dine mærkesager?
For Forenet Kredit er det en mærkesag at realkreditfinansiering er for alle. Det har i en årrække navnlig været med sigte på geografien med tanke på at realkreditfinansiering også skulle være tilgængelig i yderdistrikterne. Imidlertid er der også en demografisk vinkel.
Flere ældre oplever en forskelsbehandling, som sådan set er sagligt begrundet ud fra de kriterier, som er udstukket af tilsynsmyndighederne. Vi er bare kommet for langt væk fra vurderingen af pantet over mod kundens evne til at tilbagebetale lånet. Friheden til at kunne disponere over friværdi skal bevares.
Med mine 67 år er det en naturlig mærkesag.
Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?
Foreningen skal med sin betydelige indflydelse sikre de generelle rammer for realkreditfinansiering.
Mulighed for realkreditlån til alle - også ældre.
Lidt om mig
Jeg er advokat (H) og bor i Nordsjælland.
Ud over advokatvirksomhed var jeg i ca. 20 år ekstern lektor ved Københavns Universitet i faget Lejeret. Jeg har endvidere undervist for Djøf, Advokatsamfundet, FRI og mange flere. Igennem årene har jeg repræsenteret både ejere og lejere. Endvidere har jeg i betydeligt omfang beskæftiget mig med udvikling af ejendomsprojekter både til erhverv og boliger. Endelig har jeg et indgående kendskab til andelsboligforhold i såvel juridisk som økonomisk henseende.