
Jens Kristian Poulsen
Erhverv
Valgområde: Sjælland og Bornholm
Valgår: 2020-2024
Titel: Direktør for Stiftelsen Sorø Akademi, uddannet forstkandidat
Uddannelse: Forstkandidat. Bestyrelseserfaring fra private virksomheder og politisk arbejde.
Email: jkp@stiftsor.dk
Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?
For at sikre billig og stabil realkredit for bl.a. de virksomheder, jeg er engageret i. Jeg vil følge med i og påvirke, at Nykredit driver sin forretning på ansvarlig og omkostningseffektiv vis, således at Nykredits obligationer kan sælges til en gunstig kurs til diverse investorer med deraf følgende billig lånemulighed. Prisen, som en kombination af kurs og bidragssatsen, er naturligvis en afgørende parameter, men det er også vigtigt, at Nykredit forstår de forskellige brancher, der lånes penge ud til, for at kunne foretage en fair kreditvurdering. Et formål med at sidde i repræsentantskabet er derfor også at bidrage til, at Nykredit kender min branche, som primært er land- og skovbrug, men også udlejningsejendomme.
Hvad er dine mærkesager?
At der opbygges en passende kapitalbuffer med mindst mulig fremmedkapital involveret, således at kundernes ejerandel og Nykredits særkende ikke udvandes. Dertil at sikre stadig udvikling af nye låneprodukter tilpasset kundernes behov. Endelig et godt kredithåndværk, der sikrer långivning med passende risikovillighed uden tab af dømmekraft.
Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?
Strukturerne i Nykredit er under ombrydning i disse år. Repræsentantskabet har en vigtig opgave med at sikre, at man reelt fortsat har en væsentlig rolle at spille. De forretningsmæssige beslutninger vil blive taget andre steder, men repræsentantskabet skal i baggrunden kunne stå vagt om det oprindelige kundeeje, som er det, der giver Nykredit en særlig profil og legitimitet. Repræsentantskabet skal være Nykredits øjne og ører ude i landet og viderebringe og ikke mindst afveje de signaler, der modtages med den forhåbentlig fortsat vægtige information om Nykredits interne forhold, som skal tilflyde repræsentantskabet.
Lidt om mig
Min dagligdag går med godsadministration, og jeg har et stort netværk inden for skov- og landbrug. Jeg beskæftiger mig også en del med bygningskultur, byggeri og byggebranchen. Jeg har gennem årene bestridt en række tillidshverv inden for specielt skovbruget, og jeg sidder bl.a. i bestyrelsen for Dansk Skovforening. Jeg har siddet i Forenet Kredits repræsentantskab siden 2012.
- Direktør for Stiftelsen Sorø Akademi, erhvervsdrivende fond med godsdrift, grusgravning og byggeri.
- Født 1961
- Uddannet forstkandidat (cand.silv) 1988
- 2009- Adm. direktør Stiftelsen Sorø Akademi
- 1995-2009 Afdelingsleder Stiftelsen Sorø Akademi
- 1991-1995 Forstfuldmægtig Sorø Akademis Skovdistrikt
- 1988-1991 Skov- og Naturstyrelsen
- Diverse tillids- og bestyrelsesposter inden for dansk skovbrug bl.a. næstformand i Dansk Skovforening i en årrække
- Bestyrelsen for K&T entreprise a/s