

Jørgen Wisborg
Obligationsejer
Valgår: 2021-2025
Titel: Bestyrelsesformand
Uddannelse: Cand.merc.
Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?
Jeg sidder i repræsentantskabet for Forenet Kredit i dag. Ud over at være obligationsejer, er jeg kunde i Nykredit såvel privat som erhvervsmæssigt, ligesom jeg er låntager i Totalkredit. Nykredit er en meget vigtig finansiel virksomhed i Danmark som den største långiver til fast ejendom i Danmark.
Den danske realkreditmodel er unik og giver investorer sikre investeringer i obligationer og billig finansiering af fast ejendom. Jeg har stor sympati for kunde og medlemsejede virksomheder. Ejer formen giver en unik mulighed for interessesammenfald mellem virksomhed og kunde, der bør komme begge parter til gavn. Går det virksomheden godt, vil dele af overskuddet gå til kunden – her i form af kundekroner og erhvervskroner – det er godt for kunden, og for virksomheden giver konstruktionen konkurrencekraft og kundeloyalitet. Man kunne næsten kalde det ”Winning the Double”.
Jeg har stor ledelseserfaring fra medlemsejede virksomheder, og min interesse hos Forenet Kredit er, at begge parter får det optimale ud af de muligheder, der ligger i denne unikke ejer form. Jeg har endvidere mange års bestyrelseserfaring i finansielle virksomheder, ligesom jeg har bestyrelseserfaring fra børsnoteret virksomhed. Dette tror jeg gør, at jeg kan komme med fornuftige input til Forenet Kredits forsatte udvikling.
Hvad er dine mærkesager?
Forenet Kredit skal optimere udnyttelsen af kundeejerskabet til gavn for kunder og virksomhed.
Nykredit og Totalkredit skal have de mest konkurrencedygtige lånetilbud i Danmark.
Som kundeejet virksomhed skal Forenet Kredit have ekstra fokus på ansvarlighed og ordentlighed – ligesom generelt samfundsansvar skal være en vigtig del af dagsordenen.
Forenet Kredit skal være en finansielt stærk virksomhed, hvilket gør, at den også i fremtiden kan spille en væsentlig rolle i den finansielle sektor.
Arbejde for, at den danske realkreditmodel, der giver de billigste boliglån i verden, kan fortsætte som nu.
Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?
Se mærkesager ovenfor.
Forenet Kredit skal for altid være majoritetsejer af Nykredit. Forenet Kredit skal optimere det gensidige udbytte af ejer modellen for kunder og virksomhed.
Lidt om mig
Jeg er direktør for den kundeejede energivirksomhed OK og kender derfor arbejdet med medlemsdemokrati og mulighederne i kundeejerskabet. Ved at optimere værdien for kunderne og have den bedste kundeservice, kan man opnå en fantastisk konkurrencekraft, der kan være meget svær for konkurrenterne at hamle op med. Jeg er formand for OK’s datterselskaber, hvoraf flere er greentech virksomheder, der arbejder med grøn omstilling – herunder Kamstrup og EnergiData.
Jeg har erfaring fra den finansielle branche – jeg er i bestyrelsen for Formuepleje og har siddet 4 år i bestyrelsen for medlemsejede AP Pension. Jeg er næstformand for børsnoterede Schouw & Co.
Jeg er 58 år, uddannet cand.merc. og bor i Aarhus.