Omø kåret som Årets Ø 2023
Efter at dommerkomitéen bag Årets Ø har voteret, kan øboerne på Omø i Slagelse Kommune nu strække armene sejrrigt i vejret. Omø kan nemlig kalde sig Årets Ø 2023. Med…
Repræsentantskabet i Forenet Kredit vedtog på det ordinære repræsentantskabsmøde torsdag 21. september en række ændringer i vedtægterne og valgregulativet, som vil gøre valgene lettere for medlemmerne. Dels skal valgene være praktisk lettere at deltage i, og reglerne skal være lettere at forstå.
”Det skal være let at stille op som kandidat eller stemme til vores valg. Målet er at få valget mere digitalt, så tilmeldingsblanketter og fuldmagter kan klares online,”
siger direktør i Forenet Kredit Louise Mogensen.
Tidligere var medlemmerne nødt til at udfylde fysiske blanketter, som skulle scannes og sendes til manuel behandling i Forenet Kredit. De nye regler åbner op for, at Forenet Kredit kan digitalisere blanketterne.
Samtidig er næsten alle bestemmelser om valget nu moderniseret og samlet i valgregulativet, mens det før var delt mellem vedtægter og regulativ. Det gør reglerne mere overskuelige.
Alle vedtægtsændringer er betinget af Erhvervsstyrelsens godkendelse.
En anden vedtægtsændring betyder, at hvert medlem har én stemme. Tidligere opdelte valgreglerne medlemmerne efter engagementer, og et ægtepar med fælles lån i ejendommen havde derfor én stemme tilsammen, selv om de begge var medlemmer af foreningen.
Fremover vil de få en stemme hver. De kan dog ikke få flere stemmer, selv om de måtte have flere ejendomme.
”Som låntager har man en forpligtelse over for Nykredit eller Totalkredit, og med forpligtelsen bør også komme en ret til at stemme. Nu kan alle medlemmer i valområdet stemme. Det er også lettere for medlemmerne at forstå de nye regler, og mange oplevede de gamle regler som indviklede,”
siger Louise Mogensen.
Repræsentantskabet vedtog også, at man flytter en bestemmelse om foreningens rolle som majoritetsaktionær ind i vedtægterne. Det står i foreningens ejerskabspolitik, at Forenet Kredit kun kan gå under en ejerandel på 50 pct. af Nykredit A/S, hvis repræsentantskabet vedtager det.
Nu bliver dette skrevet ind i foreningens vedtægter i en nyoprettet § 17. Det vil dermed kræve et kvalificeret flertal i repræsentantskabet at gå under en ejerandel på 50 pct. af Nykredit.
Samtidig har repræsentantskabet besluttet en ny grænse for kvalificeret flertal, når det gælder vedtægtsændringer. Fremover vil det være 2/3 af de fremmødte og ikke 3/4 som i dag. Dette gælder dog ikke spørgsmål om foreningens formål eller opløsning, hvor det fortsat vil være 3/4.
Dette bringer Forenet Kredit mere på linje med andre lignende foreninger.